Lørdag d. 30. november kl. 10.30 slår vi atter dørene op til et nyt julemarked til fordel for vores venskabsmenighed i Morogoro i Tanzania. Hele overskuddet går ubeskåret derned til! 

Hele kirken vil denne dag summe af aktiviteter…. I kirkesalen finder du salgsboden, de lækreste småkager og andet godt i delikatesseboden, mange spændende kryddersnapse. 

Du kan også prøve lykken af i vinboden eller på Hjertetræet. Håndarbejdsboden sælger de fineste hjemmestrikkede og hæklede ting, samt andet kreativt pynt og juledekorationen finder du hos deko-damerne i julepynteboden. 

På 1. sal er der en krambod og en æbleskive/gløgg-bod. I kælderen er der en bog-bod for store og for små. Dernede finder du også den store legetøjsbod og et ”oplevelsesland” for de mindste. 

Når sulten melder sig er det muligt at købe sig noget godt at spise i cafeen inde i paradissalen.

 

Pengene, som julemarkedet tjener, går direkte fra menighed til menighed – uden mellemregninger. Overskuddet sendes til Tanzania, til vore venskabsmenighed i Morogoro. 

Her bruges pengene til at støtte uddannelse af unge, til projekter som støtter menighedsarbejdet ude i de små byer og til at støtte forskellige projekter (f.eks. et hus for voldsramte kvinder; støtte til hospitaler ude i buschen eller skolegang for masaierne).

Derudover sendes der også penge til Faraja-trustfund, som er et projekt der støtter de mest udsatte børn – nemlig gadebørnene. Faraja-trustfund sørger for skolegang, tøj og mad til de børn og unge som ingenting har.