Sorgenfri og Morogoro

Menigheden i Sorgenfri har siden 1998 været engageret i missionsarbejde i Morogoro, Tanzania. Det sker på to måder:  Dels i form af støtte til menigheder blandt masaierne og dels gennem Faraja-projektet, et projekt, der hjælper gadebørn i Morogoro. Faraja betyder håb. Vi arbejder sammen med den lutherske kirke i Morogoro. Folk fra Sorgenfri har flere gange besøgt de folk, vi hjælper og de folk, vi samarbejder med for at hjælpen skal nå frem. Disse personlige kontakter betyder, at alle penge går direkte til dem, der har brug for hjælpen. Intet går til spilde i administration.

Det går din gave til
Masaierne er det sidste kulturfolk, der ikke er integreret i det nye Tanzania. Det er deres styrke og deres svaghed. Styrken ligger i, at de har bevaret traditioner, meget af deres nomadiske levevis, værdier og sammenhold, som de ønsker at bevare. Problemet er, at det moderne Tanzania ikke levner dem plads til at leve som før. Masaierne som folk og kultur er voldsomt truet af alkoholisme, AIDS samt af, at jord bliver privatiseret. De må derfor finde en ny måde at organisere sig på, så de kan klare sig politisk og socialt, og de må finde en måde at kombinere deres gamle og unikke åndelige værdier med en ny ”identitet”, så de kan forblive et folk. De kristne menigheder er et nyt åndeligt, socialt og materielt fællesskab, som masaierne ikke har kendt til før og som giver dem det nye liv, de har brug for for at overleve.

Den lutherske kirkes missionsarbejde hjælper dem til dette.
Din gave bygger kirker, børnehaver, skaffer vand ved gravning af brønde, bygger mindre huse til evangelister og andre steder ”kulturcentre”.

Disse centre skal være både mødested for evangelister og et sted at bo, en base for det evangeliserende arbejde ved rejser ud til de nye steder, hvor masaierne opholder sig, så masaier kan hjælpes til at danne menigheder, hvor de er.

Din gave uddanner også unge Maasaier til kateketer – der arbejder som præster og lærere og sundhedsrådgivere -  børnehavelærere, evangelister og nu også teologer og præster for disse menigheder.

”Faraja” blev startet i midten af ’90erne af Dr. Lucy Nkya bogstavelig talt i rendestenen. Lucy Nkya kaldte en dag nogle gadebørn til sig ved vejkanten og begyndte at undervise dem. For egne midler byggede hun snart et lille hus med et klasseværelse, et kontor og sygestue. Tidligere opsøgte man gadebørnene for at invitere dem til skolen. Men i dag kommer de selv.

Dr. Nkyas største opgave ligger nu blandt HIV/AIDS-ramte gennem undervisning og forplejning af de syge i deres hjem. Både AIDS arbejdet og skolen drives alene for indsamlede midler. Faraja har hjulpet mange hundrede børn væk fra livet på gaden, hjulpet dem hjem til familier, til videre uddannelse og til arbejde, så de kan klare sig selv.

Hvad din gave er værd
Vi hører ofte spørgsmålet, ”Hvorfor lader I dem ikke være? Respekter deres kultur og lade dem leve i fred med naturen. Hvorfor skal I omvende dem? Lad dem da beholde deres gamle tro!”
Til det svarede en masai-leder selv: ”Hvis ikke den lutherske kirke var kommet, ville vi uddø som folk og kultur om 20-25 år. Vi lever ikke lykkeligt ude i naturen. Der er masser af sygdom, fattigdom og anden lidelse nu, som vores religion ikke kan gøre noget ved. Men vores gamle gud kendte til velsignelse. Den velsignelse ser vi virke hos Gud. Hvis ikke kirken kommer først til masaierne med Guds velsignelse bliver det islam eller Cola Cola. Eller også går vores unge til i alkoholmisbrug eller AIDS. Vi har selv valgt at tro på den velsignende Gud.”

Der er gadebørn i alle storbyer med fattigdom. Gadebørn lever et elendigt og fornedrende liv. Det ved vi alle.
Men det hjælper at hjælpe. Det viser Faraja.

Din gave hjælper faktisk 
Antallet af kristne vokser meget hurtigt blandt masaierne. Der bygges mange kirker, børnehaver og skoler. Flere og flere unge masaier uddanner sig hos den lutherske kirke til at kunne arbejde ude i de fjerneste bosættelser hos de masaier, der har allermest brug for et nyt liv.

Du kan selv følge med i udviklingen! Sorgenfri Kirkes nyhedsbrev ”Søndag Morgen” og kirkebladet bringer altid nyt fra Morogoro. Her kan du læse om projekter, om menneskene og om dem, der tager del i kirkens opsøgende arbejde med det kristne budskab i hånden og i hjertet.

Det kristne budskab fortæller, at der findes et nyt liv, der ikke forkaster det gamle, men i stedet skænker det ny og uforgængelig livskraft.

Det nye liv kan du give til mange mennesker i Morogoro med din gave.

Vær et dagligt mirakel for mennesker langt borte!