KONTAKT: Victor Mulimila

Skolen for gadebørnene begyndte som det, der stadig officielt hedder Street Side School Project – altså en skole på gaden. En skole ved vejkanten.

Projektet blev begyndt af dr. Lucy Nkya I 1998 I Morogoro by I Tanzania. Dr. Nkya kaldte en dag nogle gadebørn til sig på gaden og talte med dem. Hun inviterede på et måltid, mulighed for at blive vasket og få sår renset og forbundet ved et skur hun havde bag husrækken ud til gaden. Hun opfordrede børnene til at komme igen næste dag. Projektet kaldte hun “Faraja”, som på Swahili betyder “Håb”

Siden er antallet af tidligere gadebørn på Faraja-projketet vokset. Formålet med Farajas arbejde er at hjælpe det stadigt stigende antal børn, der lever på gaden, væk fra dette liv. Dette gør projektet ved at forbedre børnenes muligheder for grundlæggende skolegang, elementære sundhedstiltag og reintegration af gadebørnene i sikrere og tryggere sociale fællesskaber.

Man anslår, at der lige nu er rundt regnet 800 forældreløse børn, der lever på gaden. Årsagerne hertil er væsentligst AIDS og fattigdom, som begge er ødelæggende for familier. Gadebørn har ikke adgang til uddannelse, rent vand, mad, sanitære faciliteter og beskyttelse. Et gadebarn er helt overladt til sig selv; gadebørn diskrimineres, og de overlever ved at sælge deres arbejdskraft som børnearbejdere, prostitution, ved at søge og spise den mad de kan finde og småkriminalitet. Gadebørn, der bliver taget i at stjæle på markeder, bliver ofte udsat for voldsom afstraffelse.

Projektet har koncentreret sig om at genintegrere børnene i det officielle skolesystem på de første klassestrin. De indledningsvis er blevet optaget  på Faraja Street Side Shool (FSSS) for at få grundlæggende kundskaber læsning, skrivning og regning med henblik på at kunne fortsætte i det officielle tanzanianske skolesystem.

I 2009 etablerede Faraja endnu en Street Side School i Chamwino, som er et slumområde ca. 5 kilometer fra Morogoros bymidte. Slumområdet Chamwino mangler fuldstændig sociale servicetilbud som lægehjælp og hospital samt rent og sikkert drikkevand og elektricitet for langt de fleste beboere, af hvilke størsteparten er smittet med HIV.

Farajas ansatte udgør en helt nødvendig psykologisk støtte for gadebørnene for hvem livet på de to skoler er både stressende og følelsesmæssigt krævende. Nogle børn har fundet eller fået nye “forsørgere”, men disse er som oftest fattige og får derfor små beløb, der skal anvendes til skabe et indtægtsgrundlag til forsørgelse af familjen. Ydermere arbejder Farajas socialmedarbejdere og frivillige på at spore børnenes familier for at rådgive dem ved besøg I hjemmet  og på andre måder hjælpe familier til at  forbedre deres økonomiske vilkår, så de bliver bedre I stand til at drage omsorg for deres børn og støtte dem i deres skolegang. Gadebørn der ikke længere har familie får hjælp af Faraja til at finde local “formyndere”, der kan støtte dem i deres opvækst.