Menigheden
Når man træder ind ad frivillighedens dør ved den pentagone kirke i Sorgenfri, møder man lys og rummelighed.
På stolene sidder alle de “usmarte” og du træder ind i et rum, hvor indhold er vægtet højere end form.
Der er fordybelse og sangglæde og liturgien sidder på rygmarven.
Trofasthed, men dog en form for “udskiftning”, fylder rummet og alle er koncentrerede om de ord prædiken skænker dig.
En fordybelse, genkendelighed og et nikkende fællesskab, men også masser af rum til alle, der er “trækfugle” i ceremonielle anledninger.
Gå trygt ind og gå trygt ud, der er intet at frygte. Find ind i dig selv og et fællesskab. Et fællesskab som er solidt forankret og favnende.
Et kirkerum der emmer af højtid og uhøjtidelighed.
Velkommen.
Birger, 62 år, cand psych og lærer

Kirke er for mig et rum, hvor en flok mennesker samles for at takke Vorherre for Hans omsorg for os, for at høre om Gud og Jesus ved en forkyndelse, som skal kunne forstås af gammel og ung, og hvor vi kan nyde fællesskabet i menigheden i sang og i tale.
Sorgenfri kirke opfylder disse forventninger: Kirkerummet er lyst og smukt, kirken er næsten fuld hver søndag, vi føler os på bølgelængde med de andre kir
kegængere, vi nyder salmesangen, musikken og sidst, men ikke mindst en fremragende prædikant, der udlægger teksten med metaforer fra den dagligdag, vi lever i. Derved bliver prædikenen levende og nærværende. Således er vi med i Sorgenfri menighedsliv, hvor vi naturligt både kan nyde og yde på hver sin måde. Cai, læge, 72 år
_________
Kirken har gjort indtryk på mig ved den særligt nærværende stemning, både jeg selv og min mand har oplevet i kirken fra første gang vi satte vores ben i kirken. Da vi ikke har meget erfaring med at gå i kirke, var mødet med Sorgenfri kirke noget der gjorde inderligt indtryk på os begge og efterfølgende har denne nyfundne oase været noget vi har set frem til hele ugen. Vi har begge oplevet at prædiken nærmest var som skrevet personligt til os, og de ting vi i ugens løb havde talt om eller undret os over. Heidi, 45 år, socialpædagog
_________

Sorgenfri Kirke er et godt sted at komme. Kirkens kerneydelse er naturligvis søndagsgudstjenesten, som altid er velbesøgt, og efter gudstjenesten er der stående kirkekaffe, hvor der er mulighed for at hilse på gamle venner og at skabe nye kontakter.
Udover gudstjenester og andre kirkelige handlinger er der mulighed for at deltage i mange forskellige aktiviteter f.eks. drop ind kor, filmklub, foredragsaftener, filmretræter. For børnene er der udover konfirmationsforberedelsen børnegudstjenester, børnekor og minikonfirmander og babysalmesang.
Der er også gode muligheder for at gøre en frivillig indsats, f.eks. som kirkesanger, som medarbejder ved kirkens julemarked eller som uddeler af kirkebladet.
I Sorgenfri kirke skabes der fællesskaber, som kan bære langt ud i hverdagen.
Inger Christensen, formand for menighedsrådet

Find vej til Kirken
Vejret i Sorgenfri
Tavle - del dine oplevelser